Når systemet svigter, kan det blive min død!

Mens vi venter på det sjette drabs komme…

Tiden farer afsted og hverdagen har indfundet sig igen på langt de fleste psykiatriske bosteder rundt omkring i landet. 

Efterskælvet fra det dybt tragiske drab på Vivi Hansen tilbage i marts 2016, runger stadig hult hos mange af hendes kollegaer, efterladte og forhåbentlig også hos ham, der grundet systemets svigt endte som en drabsmand.

Han skal leve resten af livet med den forbandelse, at have taget en uskyldig kvindes liv. Drevet af sine stemmer i en psykose, der ikke kunne beskyttes af det system, der endte med at svigte både ham og Vivi Hansen. 

I tiden efter drabet stod alt på den anden ende, og politikerne stod klar i kampen for at bedre vores betingelser og arbejdsforhold indenfor psykiatrien.

Det skulle være slut med flere drab begået af brugere af psykiatrien på os, der er ansat til at værne om dem. 

Det betød en ny hverdag med en del påbud fra Arbejdstilsynet om lukkede døre, alarmer, visuel og/eller auditiv kontakt mellem de ansatte, risikovurderinger, sikkerhedslog til registrering af hvorvidt os ansatte overholder sikkerheden og sidst men ikke mindst ligger alle knive og sakse låst inde. 

Her sidder jeg så nu 2 år efter Vivis død og ser mig omkring på den arbejdsplads, der har været en del af mit virke gennem 20 år. 

Hvor sikker er jeg i virkeligheden for ikke at blive slået ihjel, er denne risiko overhovedet mindsket de sidste par år?

Fra politisk side er der stillet krav om nye sengepladser og et bedre samarbejde mellem region og kommune.

De nye sengepladser i regionerne er baseret på frivillighed, med sloganet “kom og arbejd med dit misbrug eller din psykiske lidelse”.

Det er et rent Lars Larsen tilbud, alt for dyrt i længden fordi det ikke holder. Kommunerne skal selv betale for de villige borgers ophold på de nye midlertidige steder, og der er på nuværende tidspunkt ikke nogle borger, der ser sig nødsaget til at arbejde med deres misbrug eller lidelse.

BCV psykiatrienheden visiterer stadig borgere til bostederne med komplekse problemstillinger, der kræver ressourcer og tid af os ansatte om vi skal sikre et ordentligt ophold og vores egen sikkerhed som ansat. 

Når først borgerne er inde i varmen og har skrevet under på lejekontrakten så fanger bordet i flere sammenhænge. Vi kan ikke smide folk ud for dårlig opførsel, kriminalitet eller overfald på naboer eller os.

Der er en del varme kartofler som kastes rundt i mellem bostederne i kommunen, nærmest som en en del af den almindelige oprydning, så alt syner pænt.

Ingen forsidehistorier dem har der været nok af.

På trods af en massiv øgning af sikkerhedskravene på min arbejdsplads oplever jeg, at forholdene er uændret i forhold til fareelementet.

Jeg og mine kollegaer er stadig i fare for at miste livet på jobbet, borgerne udskrives stadig for tidligt, der florerer stoffer og blandingsmisbrug blandt borgerne, vold, overfald og kriminelle handlinger udføres i stor udstrækning.

Sideløbende med dette skal psykiatrien endnu engang spare og udmeldingen om flere varme hænder er et rungende NEJ.

Bæltet skal snøres ind og skoene skal løbe stærkere lyder det, som at sætte KZ fanger til at løbe Marathon. 

Der kan ikke koges mere suppe på den høne, jeg oplever vi er udmagret og tømt for energi og overskud.

Forventningerne fra forvaltningen er stadig de samme, de mindsker ikke deres krav og kontrol til os.

Derudover er det tydeligt, at de kolde hænder fryser i disse tider, der rulles persienner ned og de holder sig bag lukkede døre. 

Besøgstiden er minimeret til en gang om ugen i få timer. 

De kolde hænder vover sig ikke op på etagerne hvor de ellers kunne løbe kapløb med os andre og få varmen. 

Men på den anden side så risikerer de heller ikke, at løbe i armene på en psykotisk borger drevet af hans stemmer og med en kniv i hånden. 

Er noget job værd at dø for? 

Vivi Hansen så ikke sin drabsmand komme, hun blev stukket ned med døden til følge. Men alle os ansatte i psykiatrien vi ser faren og forsøger forgæves at råbe de ansvarlige i regeringen op.

Men ingen tager for alvor ansvar for dette, og en dag vil denne passivitet være skyld i, at endnu en ansat må lade livet i psykiatrien.

Tænk om det sjette drab i psykiatrien blev mig.

Er jeg så ansvarlig for min kollegas død om der sker noget med pågældende fordi jeg i skyndingen ikke fik lukket døren ordentligt bag mig?

Favn livet Lene