Riv os hellere ned til grunden!

---

Der sker ting og sager i det skæve hus på Nørrebro, alt for mange ting faktisk så det knirker og knager i alle kroge.

Egentlig burde husets mange ansatte og alle brugerne af det føle sig priviligeret på mange måder. For det gamle, slidte hus har fået bevilliget et ansigtsløft af kommunen.

Alle ved det og går rundt i spænding og venter på at sætte i gang. De har ventet længe på hvad der mon skal ske, hvor skal vi hen under denne renovering og hvordan kommer det til at foregå.

Der bor mange mennesker i det skæve hus på Nørrebro, en del af dem har svært ved forandringer og søger derfor et liv med forudsigelighed og struktur. 

De store beslutningstagere har været mere ambivalente end selv den mest tvivlende af brugerne i huset.

Beslutninger kan ikke tages og processen er frosset fast.

Københavns kommune har stagneret et helt hus fyldt med angste, skrøbelige og psykisk sårbare mennesker og alle de berørte ansatte hvis arbejdsliv det også rammer. 

Frustrationerne ulmer derfor i det skæve hus, bekymringerne skælver og som prikken over i’ et skal det skæve hus nu også bespares.

Så med en forestående renovering af et hus med 110 borgere og 150 ansatte der skal rives op med rødderne og spredes for alle vinde. Brugere der mister deres fodfæste og essentielle stabilitet i deres i forvejen kaotiske liv. 

Sørme om vi ikke også skal forholde os til at blive effektiviseret og økonomiseret grundet et overforbrug som vi fodfolk ikke direkte har været skyld i har fundet sted.

Jeg er ansat som kontaktperson og min plads er på gulvet i hvad der burde være den brugernære relation. 

Mine kompetencer rækker ikke til drift og økonomi, og det er mig ganske uvist hvem og hvordan der endnu engang har spenderet over budgettet.

Men som i alle storfamilier så rammes der hele vejen rundt når far og mor har brugt for mange penge, uden viden om det er på storbyferier og store bøffer. 

Men det er min og mine kollegaers hverdag, der rammes og vores sikkerhed i hverdagen.

For når sparekniven stikkes i os er det med risiko for, at der må slækkes på kravene om sikkerheden da normeringen rammes. Når vi som personale selv skal dække vagter under ferie og sygdom, når vi skal udvise fleksibilitet ved at omlægge os og bøje os i støvet for bureaukratiets overforbrug.

Hvordan tænker I at det er muligt at løbe endnu stærkere, at holde sygefraværet nede og løfte i flok når i slider os ned til sokkeholderne.

Det er noget nær det umulige der forventes af os, på den ene side skulle yde massiv omsorg for en stor gruppe mennesker med komplekse og udfordrende problemstillinger. Samtidig med dette så bindes vi på hænder og fødder gennem krav, kontrol og restriktioner og sidst men ikke mindst skal vi løbe kapløb med tiden og der er ingen reserver til at afløse os når vi brænder sammen. 

Det skæve hus har brug for varme hænder og et nærværende blik for ellers kan i ligeså godt rive det ned med rødderne engang for alle, for vi er allerede ved at gå ned med flaget. 

Favn livet Lene