Er det en menneskeret at have en seksualitet?

Er vi virkelig så seksuelt frigjorte, som vi gerne vil fremstå udadtil i Danmark anno 2017?

Billedepornoen har været fri fra 1969, og siden da har den bredt sig til, at være allemandseje.

I betragtning af hvor ordinært et emne det faktisk er, det er noget alle tænker på i større eller mindre grad. Det er noget vi alle gør, har gjort, gjorde eller tænker på at gøre igen. Afhængig af alder vel og mærke.
På trods af dette er det også et emne, der kan få de fleste til at tie, rødme eller sige det rager ikke dig.
Som forældre ved vi, at tiden hvor vores teenager udvikler en seksualitet vil komme, og vi forbereder os i videst udstrækning til denne dag.
Derudover gør vi alt hvad der står i vores magt for, at klæde teenageren på både psykisk og rent praktisk.
En stor tak til internettet og seksualundervisningen i folkeskolen.
Men jeg vil vove og påstå, at trods denne frigørelse i 70´erne er seksualitet et område, der stadig er vældig tabubelagt.
Et område hvor jeg finder dette svært bekymrende er når det kommer til andre menneskers seksualitet, eller nærmere en mangel på denne.
Dette gælder som udgangspunkt de samfundsgrupper, der er udfordret når det kommer til, at opretholde en normal og sund seksualitet.
Dette afføder en tanke hos mig, for har alle mennesker egentlig ret til, at have en seksualitet?
I sær indenfor handicapområdet kan dette spørgsmål vække folks årvågenhed og forargelse.

Socialministeriet beskriver i deres 2001 vejledning  seksualitet- uanset handicap at;
Mennesker med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har de samme grundlæggende behov og rettigheder som alle andre.
Dette menneskesyn er en væsentlig del af vores værdigrundlag i serviceloven, som trådte i kraft den 1. juli 1998.

Nogle brugere er ikke selv i stand til, at udføre den konkrete seksuelle handling og har behov for helt konkret hjælp til, at udføre seksualiteten i praksis.

Som personale eller hjælper tillader lovgivningen følgende;

– hjælp til oplæring i onani
– hjælp til to udviklingshæmmede der ønsker, at have samleje med hinanden
(forudsat at de begge er over den seksuelle lavalder)
– hjælp til at rette henvendelse til en prostitueret *

Som personale eller hjælper tillader lovgivningen ikke følgende;

– at yde seksualvejledning når brugeren modsætter sig dette
– at pædagogen fungerer som seksualpartner
– at pædagogen giver seksual oplæring til børn under 15 år(den seksuelle lavalder),
børn under denne alder må kun modtage “seksualvejledning”

Men spørgsmålet er vel om vi principielt ønsker at alle samfundsgrupper (handicappede / ikke – handicappede) har ret til en aktiv seksualitet også hvis det betyder, at der skal bruges sundhedspersonale til, at hjælpe til under forløbet.

Det forholder sig faktisk sådan at det at have en seksualitet er en menneskeret både i følge FN og vores egen servicelov, der skal være i overensstemmelse med det der står i vores Grundlov.

Seksualitet er en integreret del af ethvert menneskes personlighed.
Den er et basalt behov og et aspekt af det at være menneske, som ikke kan adskilles fra andre aspekter i livet.

Seksualitet er ikke synonymt med samleje.
Det handler ikke om, hvorvidt vi har orgasme eller ej, og endelig er det ikke summen af vort erotiske liv.
Dette kan være en del af vor seksualitet, men behøver ikke at være det.

Seksualitet er så meget mere.
Det er, hvad der driver os til at søge efter kærlighed, varme og intimitet.
Den bliver udtrykt i den måde, vi føler, bevæger os på, rører ved og bliver rørt ved.

Det er lige så meget dette at være sensuel, som at være seksuel.

Seksualitet har indflydelse på vore tanker, følelser, handlinger og samhandlinger, og derved på vor mentale og fysiske helse.

En af de gennemgående målsætninger i serviceloven er, at skabe så normale vilkår og livsbetingelser som muligt for mennesker med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Et væsentligt formål med den sociale indsats er at forbedre den enkeltes sociale og personlige funktion samt udviklingsmuligheder. Samtidig skal indsatsen være med til at forbedre mulighederne for den enkeltes livs udfoldelse, blandt andet gennem kontakt og samvær.

I disse bestræbelser indgår også spørgsmål om støtte og hjælp i forbindelse med seksualiteten.

I FN s standardregler om lige muligheder for handicappede (standardregel nr. 9) understreges det, at mennesker med nedsat funktionsevne skal have mulighed for at opleve deres egen seksualitet og have seksuelle forhold på linje med andre mennesker, og at de i denne forbindelse skal støttes gennem lovgivning samt med relevant rådgivning.

I serviceloven er der ikke formuleret en særskilt hjemmel til at yde hjælp og støtte til seksualitet.

Lovens § 67 præciserer imidlertid, at der for voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne skal ydes en særlig indsats.

Formålet med den særlige indsats er:

– at forebygge, at problemerne for den enkelte forværres.

– at forbedre den enkeltes sociale og personlige funktion samt udviklingsmuligheder.

– at forbedre mulighederne for den enkeltes livsudfoldelse gennem kontakt, tilbud om samvær, behandling, omsorg og pleje.

Da seksualitet er et af de elementer, der har betydning for den enkeltes livsudfoldelse og udviklingsmuligheder, omfatter bestemmelsen også hjælp og støtte til seksualitet.

Så jo mange vil mene, at sex er en menneskeret.

Men er vi som ansatte indenfor bosteder, plejehjem, specialinstitutioner klædt ordentlig på til, at kunne varetage denne opgave?

Er vores fokus på denne type opgaver, skærpet nok eller har vi en tendens til, at negligere emnet på trods af at vi adspurgt vigtigheden af dette, vil kunne nikke genkendende til, at det mener vi det er ?

Er det vores egen blufærdighed der står i vejen for, når vi ikke integrerer dette som en del af vores praksis, og støtter borgerne i at have en seksualitet under egne præmisser?

Det er dog vigtigt at have for øje at vi på den ene side står med omsorgen for det handicappede menneske med en seksualitet og behov for udlevelse af denne, og på den anden opfattelsen af, at prostitution er udnyttelse.

*Der har siden 2006 været et forbud for ansatte i Københavns kommune om, at formidle kontakt til  prostituerede, i kraft af deres hjælpearbejde for handicappede borgere.

 

 

Favn livet Lene