Livet er at gå hånd i hånd….

I social psykiatrien går vi sommeren i møde hånd i hånd for seneste udmelding oppefra er at bemandingen indtil 1. September er 2 dag og 2 aften til 34 borgere. Plasteret på såret er at dette kun er i weekenderne. Men få mennesker fra fredag til søndag skaber en del ekstra arbejde til mandag til torsdag i form af opsamling og reetablering af alle de borgere der ikke råber højest, de opgaver der skubbes foran sig og til sidst står i vejen for det videre forløb. 

Dette fald i ressourcer betyder nu ikke, at jeg som fastansat kan være sikret en fast uddannet kollega at støtte mig op af. 

Næ virkeligheden bliver at det er mere sandsynligt at min sparringspartner vil være en vikar. 

Hm men hvad så i de situationer hvor en borger bliver udadreagerende, bliver somatisk dårlig, får et hjertestop, suiciderer, tager en overdosis, fejlfixer,  overfalder en medbeboer, går amok og lægger etagen ned, eller ethvert andet skrækscenarie der på ingen måde er utopiske forestillinger men eksempler taget fra tidligere erfaringer og oplevelser i huset. 

Der vil jeg fremadrettet være placeret i en situation hvor den kollega jeg skal støtte mig op af, den jeg skal kunne tage faglige beslutninger med, den jeg skal kunne overlade ansvar til i forhold til eventuelt fatale og vanskelige beslutninger nu skal ske i samråd med en uuddannet ungarbejder. 

Aldrig har min hverdag og borgernes for den sags skyld været mere eksponeret og risikobetonet end nu. 

Aldrig har forholdene været mere skrøbelige end det min arbejdsplads stiller op af sikkerhedsmomenter i denne tid. 

Aldrig har der været større personale flugt og ophobet frustration end der er lige nu. 

Arbejdstilsynet melder hårdnakket ud at det er en ledelsesbeslutning hvor mange personale der skal være på job af gangen. 

Der findes ingen regler om minimumsbemanding, kun et påbud om at vi skal gå to og to rundt sammen om der er brøset scoringer hvilket snart er implicit i hverdagen hos os. 

Kunne frygte at denne regel kan afføde en tendens til at afslutte scoringerne hurtigere end ellers for at skabe effektivisering af arbejdet. 

Denne nedskæring i personale ressourcerne vil medføre øget stress, risiko for fejl og flere borgere der får det skidt da det ikke længere vil være muligt at opsnappe signalerne i tide. Dette bevirker flere indlæggelser og muligheden for at føle ejerskab i eget liv mindskes. 

Spørgsmålet omkring hvad er det der forventes vi ikke skal lave har rejst sig som noget ganske naturligt i kraft af de færre hænder. 

Men der er en nedre margin for hvor langt ind til benet vi kan skære når det kommer til denne borgergruppe. 

Der var fra starten af en fornuftig indikation for hvorfor de blev visiteret til en paragraf 108 med døgnbemanding.

Dette faktum gælder dog ikke i samme grad når det ses i lyset af kommunens besparelser og det er økonomien der sættes som parameter. 

De sikkerheds påbud vi blev underlagt i 2016 efter drabet på Vivi, spænder i dag ben for udførelsen af et højt fagligt niveau på bostederne.

Udelukkende fordi at regeringen sylter området og lader os koge suppe af alt det vand de hældte ud af ørene i tiden efter drabet. 

Favn livet Lene