Vores mistrivsel kan ikke mærkes inde på borgen.

Kære kollega 

Tænk sig at vi til stadighed holder ud at møde op på arbejde hver dag. Velvidende  at vilkårene gør os syge, stressede og med tiden vil konsekvenserne af mange års hårdt slidt på krop og sjæl have sat sine spor.

Vores funktion er at passe på de svageste og mest udsatte mennesker i vores samfund. 

Vi skal holde de potentielt farlige mennesker på afstand af civilsamfundet så den almene dansker kan leve i ro og fordragelighed.

Men kære kollega vi har kun hinanden når lokummet brænder, der er kun os til at klare udfordringerne, de udadreagerende, psykoserne, den somatiske omsorg og også finde tid til at lægge dynen trygt om den angste borger, så natten kan indfinde sig i et roligt tempo.

Kære kollega jeg vil så gerne at du kan læne dig op af mig, at du kan stole på mig og føle dig tryg.

Men jeg aner snart ikke mine levende råd for hvordan kan du det, når jeg er bange og utryg.

Alt for meget er sket i psykiatrien af drab, overfald, vold og trusler. 

Vi støtter hinanden i at lave registreringer, at få lavet risikovurderinger og sikre hinanden i arbejdet. 

Kære kollega jeg kan ikke længere garantere dig at du er sikker i min vagt, for vi løber alt for stærkt og borgerne er for farlige til, at vi kan sikre både dem og os.

Kære kollega inden længe skal vi underlægges besparelser for at sikre husets drift og økonomien vil som altid være hovedargumentet for, at slække på vores arbejdsvilkår og sikkerhed.

Så kære kollega du skal vide at jeg ikke længere kan passe på dig eller du på mig. Der er ikke nogen andre der føler at vi er vigtige nok til at skulle passes på, hverken som arbejdsplads, kommune, forvaltning, regering eller samfund.

Så fra nu af er det dit eget ansvar at passe på dig, og du kan ej heller tage ansvaret for mig, borgerne eller det omkringliggende samfund. 

Vi må vente til der igen er en kollega, 

der må lade livet på sit arbejde. 

Kun der ser de os og lover os bedre arbejdsforhold, indtil roen igen har lagt sig. Så vender vi stille og roligt tilbage til de forhold, der var før Vivi Hansen blev slået ihjel.

Kærlig hilsen din kollega i socialpsykiatrien på Nørrebro. 

Tænk om det sjette drab i psykiatrien blev mig.

Jeg har lovet min familie og de der elsker mig at være ekstra forsigtig når jeg er på arbejde og det løfte har jeg tænkt mig at holde.

Favn livet Lene