Er det virkelig os der er dumme, eller holder kommunen os for nar?

At ville noget med nogen, kræver at man evner at forholde sig undrende, nysgerrig og lyttende.

At turde noget med nogen kræver mod, empati og håb.

At kræve noget af nogen kræver indsigt, åbenhed og tålmodighed. 

Alle elementer kræver tid og overskud. 

Jeg vil noget med nogen og gennem min erfaring har jeg fundet modet og i alle årene har jeg aldrig mistet håbet. 

Efter 20 år i faget har min arbejdsgiver Københavns kommune sendt mig afsted på uddannelse på Metropol. 

Dette med hensigten at dygtiggøre mig med en diplomuddannelse i recovery og rehabilitering til den sølle pris af 10000 kroner. 

Det er kommunens seneste tiltag af brandslukning  i forlængelse af frustrationerne, efter de 5 mord i psykiatrien begået af borgere på ansatte. 

Jeg er ikke den eneste ansatte i kommunen, der skal tage denne uddannelse. 

Det er planen at ALLE ansatte, der arbejder indenfor psykiatrien i Københavns kommune skal afsted indenfor de næste 3 år.

Det er over 1000 ansatte og fremadrettet skal nyansatte også klædes på til jobbet med denne opgradering.

Udmeldingen efter mordet på Vivi Hansen har været, at vi ikke er ensrettet i arbejdet og simpelthen ikke er dygtige nok til, at varetage de udfordringer og opgaver vi møder.

Uddannelsen er stilet imod de to hovedemner recovery og rehabilitering.

Den har et teoretisk fokus og skal lære alle os praktikere, at overføre teori til vores praksisfelt.

Det er et temmelig stort beløb, der er afsat til denne opgave og i forvejen er psykiatrien et område, der er nedprioriteret og alt for længe har halset afsted med for få ressourcer og for komplekse borgere til, at kunne håndteres på bostederne.

Derfor er det med blandede følelser, at jeg kaster mig ud i kommunens løsning på, at løfte området så vi bliver mindre udsatte for vold, trusler og drab i psykiatrien.

Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt gennemskue hvordan en teoretisk overbygning skal kunne gøre mig til en dygtigere praktiker.

Mit fag handler om at skabe forudsigelighed, ro, nærvær og samvær med vores samfunds mest udsatte borgere. 

Gennem rammer og relationsarbejde skal jeg nå ind til alle disse forskelligartede mennesker, der har levet det meste af deres voksenliv på hovedet. 

Hvor det normale er et fremmedord, men det skæve skaber tolerance og tryghed. 

Det at arbejde med skæve eksistenser kan i mit univers ikke læres gennem en teoribog. Det handler om intuition, værdier og menneskesyn.

Mit arbejde handler for mig om at kunne opfange signaler, reagere hensigtsmæssigt på disse og om at favne, rumme og containe.

Det ligger dybt forankret i mig, og siden mine teenage år vidste jeg at det var de menneskelige relationer der var min spidskompetence.

Enten så kan du det, eller også kan du det ikke.

Kan du ikke så hjælper det hverken fra eller til med en diplomuddannelse. 

At tørre effektiviseringer og mangel på sengepladser i regionerne af på os ansatte i socialpsykiatrien, ved at indikere at det skyldes vi ikke er godt nok uddannet er decideret frækt.

Ingen lærebog vil kunne klæde os på til at håndtere for få ressourcer og for komplekse borgere med misbrug, dobbeltdiagnoser og behandlingsdomme.

Det er blot at kaste røgslør ud over os, og ikke være sig ansvaret voksent. 

Er det blot jeg der er pessimistisk at forestille mig at denne slatne håndsrækning fra min arbejdsgiver, vil forslå som en skrædder i helvede.

Psykiatrien har i årevis været nedprioriteret, brugerne har været kasteskyts og stigmatiseret i så høj en grad at samfundet har etableret en stigende frygt for denne gruppe.

Det handler i min optik om at arbejde med et samfundsmæssigt menneskesyn der fremmer forståelsen for det at have en psykisk skrøbelighed. 

Det generelle menneskesyn skal ændres i samfundet så det tør at favne de opgaver og det ansvar der ligger på os alle. 

De små skridt i retning af en bedre socialpsykiatri!

Mennesker med en psykisk skrøbelighed har brug for dem der har tid….

Favn livet Lene